Uniformsvejledning
Uniformspolitik og -vejledning
Som spejder bærer man spejdertørklæde. Tørklædet kan bæres alene eller sammen med uniformsskjorte, logobeklædning eller andet.
Man er uniformeret, når man bærer en af de blå DDS uniformsskjorter, T-shirt, softshell, eller andet med DDS logo og spejdertørklæde.
Spejdere vælger beklædning ud fra, hvad der er praktisk i forhold til vejret eller sikkerhedsmæssigt forsvarligt ift. den aktivitet, spejderne udfører.
Placering af mærker
Her kan du se, hvor på uniformsskjorten de forskellige spejdermærker skal sys på. Tjek også fotoet i toppen af artiklen, der viser, hvor de forskellige mærker er syet på.
Højre front:
Over højre lomme skal du placere gruppens logo og herunder dit Danmarksmærke. På selve lommen skal dit divisionsmærke sidde.
Højre arm:
På højre arm sidder alle dine færdighedsmærker (duelighedstegn), forløbsmærker og kilometermærker.
Venstre front:
Over venstre lomme sidder korpsmærket. På lommeklappen sidder dit gruppemærke. Din årsstjerne skal du sy på selve lommen.
Venstre arm:
På venstre arm sidder alle mærker fra ture, løb, lejre og spejdercentre. Det er også her, at dit særprægsmærke sidder, hvis du fx er søspejder.